Ung stregspiller klar til endnu en tørn

29. maj 2020 16:52 , af Simon Olsen

 

20-årige Maria Skov Schmidt fortsætter i den blå/orange trøje i den kommende sæson. Det er bl.a. på baggrund af videreudvikling og at sæsonen blev sluttet af med mere spilletid end i starten.

”Jeg har valgt at blive i Hadsten grundet min videreudvikling og det samspil med hele staben omkring holdet. I og med jeg fik flere og flere minutter i forsvaret i forrige sæson, sluttede jeg også sæsonen af med mere tryghed, og den tryghed, samt det tiltagende ansvar betyder meget i min daglige træning.
Ydermere har Hadsten også spillere og trænere til, at jeg kan opnå god sparring til konkrete udviklingspunkter til min træning, hvilket jeg lægger utrolig meget vægt på”, udtaler Maria.

Cheftræner Mathias Broløs glæder sig over at skulle arbejde med Maria i endnu en sæson.
”Det er fedt, at Maria vil tage en sæson mere i Hadsten Håndbold. Maria kom til klubben op til den nu overståede sæson og viste fra starten hvilken fighter hun er. Hun har med sin gode fysik og defensive kompetencer kunne udfylde nogle opgaver i forsvaret i løbet af sæsonen, som hun har løst rigtig godt. Det glæder jeg mig til vi i fællesskab skal ligger yderligere lag på til den kommende sæson”, udtaler han.

Maria glæder sig til at komme i gang med den nye sæson.
”Jeg forventer en spændende sæson, med den nye trup. En sæson hvor vi ender ud med flere point på kontoen end i 19/20, og kan gøre brug af vores erfaringer fra sidste sæson. Jeg tror på vi kommer til at spille flere kampe mod topholdene, hvor vi trækker os ud sejrrigt”, slutter hun af.

Maria kom til klubben fra Skanderborg umiddelbart før sæsonen 2019/2020.