Underdog i Nordjylland

1. februar 2020 09:39 , af Simon Olsen

Imorgen tager pigerne en tur til Nordjylland og den intime og nyrenoverede Drinx Arena i lille Syvsten udenfor Sæby, hvor topholdet Vendsyssel står klar til at tage imod. 

Vendsyssel har været et af rækkens to suveræne mandskaber i denne sæson, sammen med Ringkøbing og ser man bort fra deres kamp i Ringkøbing, har der stort set ikke været slinger i valsen når vendelboerne er gået på banen. Det var der heller ikke da de besøgte VestjyskBANK Arena i Oktober og de viste klasseforskellen. 

Vi går ind til kampen ovenpå en utrolig skuffende kamp mod Rødovre, som var sæsonens absolut svageste præstation indtil nu. En kamp der åbnede hele bundstriden op, fremfor at lukke den. Ellers var Januar en god måned, hvor 2 sejre i rækken og en suveræn pokalsejr gav god selvtillid. 
Siden Rødovre-kampen har pigerne trænet rigtig godt og virker opsat på at revanchere indsatsen mod Rødovre.  

Cheftræner Mathias Broløs har følgende udtalelse om kampen: 
"Vi drager nord på, for at møde topholdet. De har spillet en god sæson, og har et stærkt hold. Derfor er Vendsyssel også kæmpe favorit til kampen. Vi går ind i en periode nu, hvor alle kampe er super vigtige. Og selvom opgaven hedder Vendsyssel, så er vi klar til at spille os tilbage i det spor, hvor jeg synes vi havde fundet noget godt. Først og fremmest har vi en tro på tingene, og vil gerne ud og vise et god udtryk", fortæller han. 

Kampen spilles søndag d. 2/2 kl. 15:00 og kan følges via www.tophaandbold.dk/livescore