Trænertalent overtager roret i Hadsten Håndbold

1. marts 2019 15:00 , af Simon Olsen

Det bliver den 26-årige Mathias Broløs der fra den kommende sæson, skal styre 1. divisionsspillerne i Hadsten Håndbold, som cheftræner.
Mathias kommer fra et job som cheftræner for Randers HK’s U18 hold, som han har bragt i U18 ligaen for 2. år i træk. Tidligere har Mathias været U16 træner i Randers HK i 2 sæsoner, hvor har også var med til at bringe dem til ligaen i begge sæsoner. 

Mathias har trods sin unge alder, et helt liv med håndbold bag sig, hvor han startede som 4-årig og var et spirende talent op igennem ungdomsrækkerne. Han har spillet i Randers HH i mange år, hvor han bl.a. var med en tur i Herreligaen i en enkelt sæson, inden han stoppede sidste år.
Henover årene har trænergerningen taget over ligeså stille, hvor han bl.a. har stået for U14 talenttræning og nu forestår Randers Elitesports College’ morgentræning 2 gange om ugen.

Mathias er glad for at have fået muligheden i Hadsten Håndbold.
”Det er en klub med et stærkt setup og et miljø, som jeg ser frem til at træde ind. Spillerne har en fantastisk indstilling til tingene og en træningskultur, som jeg virkelig glæder mig til at arbejde i også”, udtaler Mathias.

Formand i Hadsten Håndbold, Rene Jensen er utrolig glad for at kunne hente Mathias til Hadsten.
”Mathias matcher utrolig godt på den profil vi har kigget efter. En ung talentfuld træner, med et stort gåpåmod, høj faglighed, utrolig sympatisk og så har han også ambitioner.
Vi var faktisk slet ikke i tvivl om, at Mathias var vores mand, da vi snakkede med ham første gang.
Vi har tidligere udviklet og sendt spillere og trænere videre i fødekæden, og vi er slet ikke i tvivl om at Mathias også kan fører det arbejde videre hos os. Samtidig med han også får lov at udfolde sine trænerkompetencer på et højt niveau”, udtaler Rene.

Mathias har et kendskab til Hadsten Håndbold i forvejen, da Randers HK’s U18 har samtrænet med 1. divisionsholdet henover denne sæson.
”Her har jeg virkelig fået et indtryk af et professionelt setup, men samtidig også kunnet mærke at Hadsten Håndbold er en klub, man har lyst til at være i og komme tilbage til, hvis man er skiftet derfra.
Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang i Hadsten. Et stærkt træningsmiljø er vigtigt og det har man i Hadsten, hvilket også gør at jeg vil kunne udvikle spillerne, både teknisk og taktisk individuelt og som hold, til at vi kan stå stærkt frem mod den kommende sæson”, slutter Mathias af.

Mathias fortsætter sæsonen ud for Randers HK's U18 hold.