Topscorer stopper

14. december 2018 18:00 , af Simon Olsen

Kampen mod DHG Odense blev desværre den sidste for vores topscorer Josefine Orby Poulsen i Hadsten-trøjen. Josefine har i de foregående 2 sæsoner brillieret og blevet topscorer for os.
Josefine har fået en udvekslingsplads via sin uddannelse i Cananda og drager derfor afsted kort inde i det nye år.

Det er naturligvis noget som gør ondt på cheftræner Jeppe Vestergaard.
”Det er et kæmpe tab for os, både fordi vi i forvejen er meget hårdt ramt i bagkæden, men også for Josefine med hendes erfaring, drive og tid i Hadsten har været en hel central brik.
Hun har haft til opgave at styre spillet, derudover kommer hun altid med masser af gejst og energi”, udtaler Jeppe.

Josefine selv, er naturligvis ked af at skulle forlade midt i sæsonen.
”Det er selvfølgelig rigtig hårdt at skulle forlade pigerne midt i sæsonen, men en mulighed har budt sig i forhold til mit studie, som jeg ikke kan sige nej til.
Der skal lyde en kæmpe tak til pigerne, Jeppe, Gitte og alle omkring holdet for den fulde forståelse for og opbakning omkring min beslutning,” udtaler Josefine inden hun også sender en tak til klubben.
”Jeg har været i Hadsten i alle mine år som senior, og har været glad for at være her og for de oplevelser jeg har fået med i bagagen.”

Formand Rene Jensen begræder også Josefine’s afgang, men har samtidig en stor tak at sende afsted mod hende.
”Josefine har igennem årene udviklet sig til en kulturbærer for det vi som klub vil stå for. Hun kommer altid med et fantastisk humør, og så er hun en enestående vinder når hun først træder ind på banen.
Vi kan samtidig også sende en stor tak til Josefine for de oplevelser hun har været med til at give klubben, bl.a. via hendes topscorer-titel i den flotte sæson hvor vi var tæt på at rykke op.
Jeg håber helt sikkert det er et ”på gensyn” og ikke et farvel,” slutter Rene af.

Det samme udtaler Jeppe også til slut.
”Jeg håber bestemt også det bliver et på gensyn, Josefine er i hvert fald mere end velkommen når hun vender tilbage til Danmark”, slutter Jeppe af.