Før kampen blev både Jesper Jensen(cheftræner for Team Esbjerg) og Jeppe Vestergaard spurgt i Vestjysk Bank Lounge, om Hadsten kunne skabe sensationen i Santander Cup 1/8 finalen.
Stort set lige hurtige på milisekundet, var svaret klart "NEJ"!
Begge konstaterede de at der bør og skal være forskel på et hold der vil spille med om DM guld og et hold der vil i Top-6 i 1. division - men Jesper nævnte dog også noget med Skagen mod Brøndby engang.
Men både Jeppe og Jesper fik begge ret, for efter 5 min tog Jeppe Vestergaard den første timeout ved stillingen 0-6 til Team Esbjerg.
Man kunne have håbet de undervurderede lidt og spillede på 60-70 %, men de mødte op med en start 7'er af rene landsholdsspillere, verdensmestre, europamestre og så videre og de slækkede aldrig på gaspedalen.
Ved pausen var stillingen 20-7 i Team Esbjerg favør.
Og ej heller i 2. halvleg var Team Esbjerg i gavehumør - de kørte på og kørte på og ligner et ret godt bud på en DM-favorit. Kampen sluttede 37-16 til Team Esbjerg og Clara Monti Danielsson blev Santander Cup Best Player.
Efter kampen udtalte kampens bedste Hadsten spiller, Sophie Toft følgende:
"Vi havde selvfølgelig håbet at vi kunne have været tættere på Team Esbjerg, men vi må nok også bare konkludere at Team Esbjerg er blandt de bedste hold i Danmark og ligner et godt bud på en favorit til DM-titlen.
Men vi skal jo huske på at der også er nogle ting vi kan tage med videre - vi bliver idag matchet med et af Danmarks bedste hold og her får vi virkelig set hvor det er vi skal udvikle os henover de kommer 3 uger, før turneringen starter."
Første turneringskamp for pigerne er d. 15/9 kl. 13:30 i VestjyskBANK Arena i Hadsten, hvor TMS Ringsted kommer på besøg.