Talentfuld bagspiller skifter sydfyn ud med Hadsten

30. juni 2023 09:20 , af Simon Olsen

Det blev til 110 mål i 22 kampe i den netop overståede sæson i 1. division, for 20-årige Josephine Pytlick, hvor hun tørnede ud for Gudme HK (bedre kendt som GOG).
Nu skifter hun sydfyn og GOG ud med Østjylland og Hadsten Håndbold fra den forestående sæson.

Jose, som hun bliver kaldt i daglig gænge, ser frem til at træde ind i Hadsten-truppen, efter så mange år i det sydfynske, hvor hun udspringer af en stor håndboldfamilie og håndboldkultur.
”Sidste sæson var min sådan første ”rigtige sæson” i 1. division, efter jeg har døjet med en meget lang korsbåndsskade i de 2 sæsoner før dette. Efter 20 år på Sydfyn og 11 sæsoner i GOG tænkte jeg at de trygge rammer skulle prøve at blive skiftet ud.
Jeg har altid været stor fan af Aarhus som by, og det var derfor et stort ønske at flytte mod Jylland. Hadsten har været en fast del af 1. division de sidste mange år og plejer at ligge meget stabilt i tabellen. Så det passede derfor perfekt for mig, da det har været et stort ønske, at jeg kunne fortsætte med at spille 1. division en sæson mere”, fortæller bagspilleren og fortsætter.
”Jeg synes jeg havde nogle gode snakke med Ryan og han fremlagde et meget spændende hold, med en god blanding af yngre og mere rutinerede kræfter, med spillere som besidder nogle virkelig gode individuelle kvaliteter.
For min egen videreudvikling, tror jeg derfor på, at et skifte til Hadsten kan være med til at modne mig endnu mere, både på og udenfor banen”, fortæller Josephine.

Josephine har som tidligere nævnt spillet i GOG de sidste 11 år og det er en klub som er kendt for at være en stor familie og det betød også noget for hende, da der skulle kigges nye veje.
”Jeg kommer jo fra en klub med meget familiære værdier og kvaliteter, hvilket jeg allerede her inden sommerferien har kunnet mærke, er værdier som Hadsten også besidder.
Da jeg spiller bedst under trygge rammer, var det en stor beslutning for mig, når jeg skulle finde en ny klub, men jeg føler mig allerede utrolig velkommen i klubben, på holdet og rundt omkring det hele”, fortæller hun.

Hvad kan vi så forvente at den unge Pytlick?
”Jeg kan godt lide det hurtige spil, med masser af dueller og fart i fødderne. Og man kan helt klar forvente, at det også, er det man får at se, når jeg næste sæson tørner ud i vestjyskBANK Arena.
Jeg glæder mig også rigtig meget til at flytte til Aarhus, og blive en del af Hadsten håndbold og møde alle de dejlige mennesker i og omkring klubben, som jeg allerede har fået at vide fra ”de gamle på holdet”, er helt fantastiske.
Og så håber jeg da vi kan vise en masse god håndbold og mange sejre til følge fra os”, slutter hun af.