Tættere på det nye team omkring 1. division

20. marts 2023 11:34 , af Simon Olsen

I sidste uge kunne vi offentliggøre, at det bliver Ryan Zinglersen og Max Christensen, der i de kommende sæsoner skal være trænerteamet omkring vores 1. divisionsmandskab.
Vi har nu fået en snak med dem for at høre nærmere om deres tanker og visioner, og hvordan de ser på klubben og fremtiden for vores højest rangerede hold.

Hvad var jeres motivation og interesse for at se imod og rette henvendelse til Hadsten Håndbold vedrørende varetagelsen af funktionen som trænere omkring 1. division?
”For mig står Hadsten Håndbold som en kontinuerlig del af 1. division kvinder og derved også som en vigtig del af eliten på damesiden i Danmark. Det, at kunne fastholde dette samt at udvikle nye spændende talenter, er for mig utrolig motiverende”, fortæller Ryan, der gennem årene har trænet flere af verdens bedste håndboldspillere, men også været med til at udvikle talenter til øverste niveau.
Max supplerer: ”For mig personligt, vil jeg gerne prøve mig selv af på et højere niveau, få nye udfordringer og udvikle mig som træner. Jeg elsker foreningskulturen, som jeg ser i Hadsten Håndbold – og her kan den kombineres med håndbold på eliteniveau. Jeg har også tidligere arbejdet sammen med Ryan, og vi synes, at Hadsten Håndbold var en oplagt mulighed for at genoptage det samarbejde”

Hvordan ser I på klubben Hadsten Håndbold, når I ser på denne udefra?
”Det er jo en af Danmarks største foreninger og en yderst velfungerende forening med rigtig mange aktive på alle niveauer. Foreningen er meget aktiv på diverse platforme, bl.a. sociale medier, hvor I hele tiden fortæller om både stort og småt, højt og bredt. Der er virkelig kommet gode forhold i Hadsten, med flere haller, gymnastik, kampsport, samt fysiske træningslokaler og ikke at forglemme, de flotte forhold I har omkring caféen og moderne mødelokaler, som også er med til at skabe gode forhold og faciliteter for alle, såvel elite som bredde”, fortæller den forestående cheftræner, og assistenten bakker op:
”Jeg ser en stor og velfungerende forening med en stor sammenhængskraft
Klubånden er ikke til at tage fejl af, og det er en stor del af grunden til, at jeg glæder mig til at blive en del af Hadsten Håndbold”.

Hvordan håber I at blive taget imod som trænere, og hvad glæder I jer mest til, når I første gang rigtigt træder ind i klubben?
”Jeg håber, vi bliver modtaget med åbent sind. Vi er klar med nye tiltag og på at fastholde den nuværende placering i 1. division, og investere i fastholdelsen. Jeg vil komme til klubben med et stort ønske om gensidig respekt, for respekt kommer jeg med overfor de utrolig mange frivillige ildsjæle, man kan mærke der er i og omkring klubben”, udtaler Ryan.
Max supplerer: ”Jeg håber, vi bliver taget godt imod – folk der kommer og hilser på, og som har lyst til at lære os at kende.
Jeg glæder mig til sammen med Ryan at komme i gang, møde pigerne og at sætte vores præg på holdet og spillet. Vi skal bygge videre på det gode arbejde Mathias Broløs og klubben har lavet i de seneste år”.

Her kan vi naturligvis som klub kun sige, at Ryan og Max skal glæde sig, for vi synes selv, vi er ret gode til at byde alle nye velkommen ind i det store fællesskab, der er i klubben, som er Jyllands næststørste håndboldklub med 600 medlemmer

Hvilke værdier og ”ånd” vil I gerne have overført til holdet?
”Når folk kommer i hallen og ser os spille, skal de have lyst til at komme igen, fordi de ser et hold, der fighter, og som er klar til at ofre sig, og som generelt knokler benhårdt”, fortæller assistenttræneren, inden cheftræneren tilføjer:
”Godt humør, fast arbejde – vi vil til alle tider kunne fremvise et konsekvent arbejde om at blive bedre og udvikle både individuelle kompetencer og kompetencer som hold samt udvise respekt overfor hinanden, klubben og modstanderen. Omverdenen skal kunne se, at vi vil det her, og at der er sammenhæng mellem valg og konsekvens”.

Er jeres fokus på at skabe resultater eller at udvikle spillerne som hold og som individuelle atleter?
”Det er et stort fokusområde, som også er nævnt tidligere, at vi vil skabe rammerne for den individuelle udvikling, men også for holdets udvikling. Men når vi arbejder med 1. division, så handler det også om at skabe resultater! Vi kan og vil skabe gode resultater for Hadsten Håndbold. Vi er i 1. division og pr. definition en del af den danske elitekultur. Derfor skal vi også fokusere på resultaterne.
Resultaterne opnås via hårdt arbejde og med fokus på fysisk træning samt alle de individuelle kompetenceområder. Man vil blive ”målt og vejet” af hinanden. Vi er en del af en præstationskultur.

Men vi gør det dog med ordentlighed, godt humør og rummelighed samt stor accept af hinanden og hinandens forskelligheder som mennesker”, kommer det hurtigt og velovervejet fra Ryan, mens Max tilføjer:
”Min helt store passion er udvikling af den enkelte spiller. Jeg vil gerne være med til at flytte den enkelte spiller og se vedkommende udvikle sig og blive bedre, og så på den måde bidrage til holdet og resultaterne. Man kan og skal stadig udvikle sig, selvom man er seniorspiller og spiller i 1. division.”

Hvad bliver den ”første målsætning” for jer og holdet, som vi skal holde øje med?
”Sammenhængskraft”, lyder det prompte og samtidigt fra Max og Ryan.
”Sammenhængskraft, via fremmøde, samarbejde og et godt smittende samvær, hvor vi får skabt en ”Vi betyder noget for hinanden ”-kultur. Målsætninger derudover kommer senere og laves i samarbejde med holdet og klubben”, fortæller Ryan.

Kommer ungdomsspillerne og de andre trænere til at se jer i klubben og lære jer at kende?
”Ja, det kan jeg love, de gør. Vi kommer til at have vores daglige gang i hallen, og vi kommer løbende til at kigge forbi de forskellige ungdomshold og følge med i hele klubben.
Jeg er jo et stort foreningsmenneske med STORT F. Jeg siger farvel til en forening og en klub, hvor jeg har været i 20 år, og netop foreningslivet på kryds og tværs af holdene har altid betydet meget for mig, og den passion tager jeg med mig videre til Hadsten Håndbold”, fortæller Max, inden Ryan supplerer:
”Vi kommer også til at være gæstetrænere på ungdomsholdene, ligesom vi kommer til at have dialog med ungdomsspillere og trænere i klubben. Det er en del af at være i en god forening som Hadsten Håndbold, og den del glæder vi os også meget til.”