Strunge var ikke i tvivl!

1. maj 2019 18:00 , af Simon Olsen

22 årige Mathilde Strunge er klar til endnu en sæson i Hadsten-trøjen. 
Mathilde kom til fra AGF, og har sæsonen igennem dannet en stærk duo med Ida Jespersen på stregspilspladsen. 

Mathilde var aldrig rigtigt i tvivl om at fremtiden også lå i Hadsten næste år. 
"Jeg har faktisk ikke gjordt mig de store overvejelser omkring næste år, for jeg har været rigtig glad for at være i klubben, både i forhold til pigerne som fra start har taget rigtigt godt i mod mig og bare er skide søde, ligesom træningen og hele setuppet omkring klubben og holdet har været rigtig godt.
Efter jeg fik en snak med Mathias var jeg ikke i tvivl om at jeg skulle tage endnu en sæson i Hadsten", udtaler Mathilde. 

Mathias Broløs er rigtig glad for at Mathilde også er i truppen til den kommende sæson. 
"Jeg har fået et godt indtryk af Strunge, som er en solid spiller med kompetencer i begge ender af banen. Derudover er man altid sikker på en 100% indsats fra hendes side, og har det fighterinstinkt som er vigtig for et hold. I Strunge har vi en bevægelig stregsspiller, som kan skabe forvirring og udnytte rum i forsvaret. Det er en kompetence som vi vil forsøge at udnytte, og som jeg ser frem til at arbejde med", udtaler Mathias. 

Mathilde ser frem til den kommende sæson. 
"Jeg glæder mig rigtig meget til den kommende sæson. Jeg tror på det bliver en succes, med både en stærk trænerkonstellation og de spillere der bliver tilføjet til truppen", udtaler Mathilde.