Stortalent skifter til Hadsten Håndbold

2. maj 2019 18:47 , af Simon Olsen

Den 20-årige højre back Anne Berggren, skifter fra den kommende sæson en ligakontrakt hos DM-favoritterne Team Esbjerg ud med Hadsten Håndbold.
Anne har igennem alle år spillet i Esbjerg og fået sin opvækst her. I de seneste 2 sæsoner har hun dog været udlejet til Fredericia, for at få noget spilletid og erfaring under huden, mens hun stadig trænede med i Team Esbjerg flere gange om ugen.

Anne er glad for skiftet til Hadsten Håndbold.
”Jeg valgte Hadsten, da det virker som en rigtig god klub, med et godt setup omkring holdet og et godt træningsmiljø. Oveni starter jeg på studie i Aarhus til sommer og tror på at Hadsten er den rette klub for mig, hvor jeg kan kombinere mine håndboldambitioner med studiet”, udtaler Anne.

Anne blev desværre knæskadet tidligt i den netop overståede sæson og er nu på vej tilbage fra denne, men forventer at være med fra omkring sæsonstart.
”Lige nu går det rigtig godt med genoptræningen. Jeg blev jo desværre korsbåndsskadet i en af de første kampe i år, men jeg tror og håber på, at jeg nok skal være klar til den kommende sæson. Hvis alt går efter planen, så kan jeg efter sommerferien begynde at være ligeså stille med i haltræningen, og så skal der jo bygges stille og roligt på”, udtaler Anne.

Cheftræner Mathias Broløs er rigtig glad for at Anne er havnet i netop Hadsten.
”Det er fantastisk at Anne bliver tilknyttet truppen til den kommende sæson. Det er rigtig fedt at kunne få en kvalitets venstrehånd med i bagkæden. Anne har desværre set alle kampe i denne sæson fra sidelinien med en knæskade”, udtaler Mathias og fortsætter.
”Jeg ser i første omgang frem til at se hende komme godt tilbage på banen efter genoptræning. Herefter glæder jeg mig til at skulle arbejde sammen med Anne med henblik på at kunne få det mest optimale ud af hendes potentiale og kompetencer, som jeg synes hun besidder mange af.
Hun er en høj spiller med god fysik, som bl.a. mestrer skud fra distancen, men samtidig er bevægelig og kan sætte sin direkte modspiller. Vi glæder os alle til at byde Anne velkommen i truppen”, slutter Mathias af.

Anne glæder sig til at trække Hadsten trøjen over hovedet.
”Jeg håber på at vi får bygget et godt hold op, så vi kan spille med hvor det er sjovt. For mig selv personligt vil jeg gerne komme stærkt tilbage fra min skade og udvikle mig som håndboldspiller, så jeg kan bidrage til at vi får en god sæson.
Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage på banen og kæmpe for Hadsten”, slutter Anne af.

Anne tiltræder først officielt i Hadsten fra 1/7, da hun først her har kontraktudløb med Team Esbjerg.