Sara Kececi tager en sæson mere i Hadsten

2. maj 2017 23:06 , af Jesta Damgaard

Den måske største profil i den netop overståede 1. division, er også klar til at tørne ud for HSK i sæsonen 2017/18. Sara Kececi kom til Hadsten inden denne sæson fra Silkeborg-Voel, og optræder desuden på det tyrkiske landshold, der har kvalificeret sig til play-off kampe til den forestående VM-slutrunde.

 Om valget af HSK udtaler Sara:

”Jeg stod i en situation sidste år, hvor jeg skulle ud og finde en ny klub med udsigt til en masse spilletid og ansvar, ligesom det var vigtigt for mig at komme til en klub med et højt ambitionsniveau. Valget faldt forholdsvis hurtigt på Hadsten, da jeg i min dialog med klubben og Kent ret hurtigt fandt ud af, at mine sportslige ambitioner matchede deres. Ovenpå en sæson hvor vi har leveret et historisk godt resultat, og hvor det meste er gået op i en højere enhed, både personligt og for holdet, har jeg ikke på noget tidspunkt været i tvivl om at jeg skulle fortsætte i Hadsten. Jeg står bag rækkens bedste forsvar, hvilket har været en af grundstenene for min og vores succes, og den succes ser jeg ingen grund til ikke at bygge videre på”.

 At samarbejdet kan fortsætte glæder naturligvis cheftræner Kent Ballegaard, der udtaler:

”Sara har på alle måder været en succes. Hendes kvaliteter i målet taler for sig selv, men derudover er hendes ekstreme professionelle tilgang også godt for miljøet på holdet og i klubben. At hun vælger at fortsætte, er en stor blåstempling af de ting vi arbejder med i det daglige, og det viser samtidig at hun har stor tiltro til projektet”.

 Hadsten endte sæsonen på en højst overraskende 2. plads, foran storsatsende hold som SønderjyskE, EH Aalborg, Horsens og Roskilde, og det har naturligvis ikke fået ambitionerne til at blive mindre, og slet ikke hos målvogteren.

”Vi har i den forgangne sæson taget et stort skridt i den rigtige retning, og jeg forventer at vi i den kommende sæson, kan sikre os en top 2 placering og dermed oprykning til Ligaen. Jeg er overbevist om at vi har holdet til det, og nu gælder det om at få et ekstra lag på vores spil henover sommeren, så vi forhåbentlig kan indfri den målsætning”, slutter Sara Kececi.

 Foto: Erik Laursen