”Raketten” siger farvel til 1. division, men bliver i Hadsten

21. juni 2018 07:40 , af Simon Olsen

Når speaker Lars Bager i den kommende sæson skal præsentere højre fløjen for os, bliver det et nyt navn han skal råbe. For Tina Thyssen, også kaldet ”Raketten” med reference til hendes hurtighed, der ellers har haft patent på højre fløjen i Hadsten igennem de sidste mange år, har valgt at trappe ned på håndbolden og derfor også 1. division.
”Hadsten har været mit andet hjem de sidste 5 år, og beslutningen om at trappe ned, har derfor heller ikke været let. Jeg har igennem de sidste fem år oplevet utrolig meget med Hadsten Håndbold. Vi har rykket os hvert år, og oprykningskampene forrige sæson var en kæmpe oplevelse”, udtaler Tina.

Men at trappe ned med håndbold, betyder ikke et farvel til Hadsten Håndbold. Tina har nemlig valgt at blive i Hadsten og spille på 3. divisionsholdet i klubben. Noget der glæder formand Rene Jensen.
”Tina har en STOR andel i at vi har etableret os i den bedste halvdel af 1. division og for det fortjener hun alt mulig ære og kredit. Derfor er jeg også glad for at hun ikke helt giver slip på håndbolden i Hadsten, men vælger at fortsætte på 3. division i den kommende sæson”, udtaler Rene.

Tina selv har været glad for de mange gode år omkring 1. division og specielt alle de mennesker omkring klubben har haft stor betydning.
”Vigtigst af alt, og grunden til at klubben har fået en stor plads i mit hjerte, er dog de mange gode mennesker, der er i klubben. Jeg har fået nogle fantastiske venskaber, og generelt er der et kæmpe engagement igennem fanklubben og alle de frivillige, som jeg sjældent har set andre steder”, siger Tina og fortsætter.
”Dette er også grunden til, at jeg ikke kan slippe klubben helt. Så selvom det er tid til at prioritere anderledes, og håndbolden nu ikke kommer til at fylde helt så meget længere, så glæder jeg mig til stadig, at være en del af Hadsten Håndbold igennem 3. divisionsholdet”, slutter Tina af.

Det betyder at Tina bliver en del af 3. divisionsholdet, som Malene Mogensen og Camilla Syrstad skal være trænere for i den kommende sæson.

       

Foto: Erik Laursen