Det er torsdag lidt over seks om aftenen, jeg træder ind i vestjyskBANK Arena for anden gang. Jeg har hørt, at Hadsten Håndbold kan noget helt specielt. Særligt på ungdomssiden lykkedes de med at have store årgange, modsat normen i dansk idræt hvor der opleves store frafald på U13-U15 pigeårgange. Da jeg entrere igennem dørene, møder jeg en stor flok piger, U13. De 35 piger er fordelt i de to haller og øvelserne ved de fire mål er alle forskellige og målrettet spillerne.
Hurtigt får jeg følelsen af, at Hadsten Håndbold er et rart sted at være, et sted hvor mangfoldigheden blomstrer, samtidigt med at der også er målrettethed at spore hos de unge piger. Ved ét mål øves der formålsbestemte systemer, samt forsvarsspil overfor særlige spilletyper. Imens der i den anden ende er nye spillere, som endnu ikke har håndbolduniformen på plads som glade spiller med.
Sammenholdet er intakt, selv de skadede spillere er i hallen, en pige har en støvle på, ala dem man har på, når man har brækket foden. Hun dækker ivrigt op på de betingelser, der nu engang er når man har en støvle på den ene fod. Stemningen på banen er god og der lyser et stort engagement ud af trænerne på banen, samtidigt med at forældrene på sidelinjen snakker og ser interesseret til.
Først og fremmest en breddeklub
Lige så stille begynder 1. divisionsdamerne at komme ind i hallen. Pigerne spiller uimponerede videre, det er tydeligt, at de bare er helt vant til at omgås klubbens stjerner. Det er en kultur man i klubben kæmper for, alle skal være her, og vi er alle lige vigtige for sammenholdet og klubbens beståen. Pigerne forlader banen, imens damerne går i gang med opvarmningen.
Sammenhold på og udenfor banen
Jeg har fornøjelsen af at tale med Kristina Schøler Kjeldsen, som er ude med en skade i albuen. Kristina har startet sin håndboldkarriere i Hobro, hvor hun oprindeligt er fra. Derefter kom hun til Aars, også på Håndbold College i Randers, for efterfølgende at komme til Hadsten Håndbold, her har hun være siden starten af sine senior år.
Hun fortæller, ligesom man føler det, om en klub hvor der er plads til den enkelte, samtidigt med at det er tydeligt, at alle spillerne på banen er dedikerede til og engageret i holdet og håndbolden. Træningen har fokus på at kende hinandens løbebaner, inden den første turneringskamp skal spilles. Stemningen er præget af, at nu gælder det altså snart.
Alle spillerne, som spiller i klubben uden at få løn og som ligesom alle andre betaler kontingent, lyser af lysten til at spille håndbold. Spillerne er her ikke fordi de er blevet købt eller fordi de har brug for de penge, i form af løn, som håndbolden kaster af sig, de er her fordi de vil håndbolden. Kristina fortæller om sammenholdet, som findes i hallen, men også udenfor. Sammenholdet udenfor banen er afgørende for et godt samspil på banen, hvor mange aldre er repræsenterede.
Efter at have overværet en times træning forlader jeg vestjyskBANK Arena, med en følelse af at det her er bestemt ikke sidste gang jeg skal sætte mine ben her. Jeg skal helt sikkert tilbage og mærke stemningen, når de dedikerede damer skal spille kampe. Alt i alt en oplevelse som alle der er en del af Hadsten Håndbold kan være stolte af at repræsentere.
