OPTAKT: Hjemmekamp i hulen

10. oktober 2019 16:57 , af Simon Olsen

Hadsten Håndbold – Vendsyssel Håndbol

D. 12/10 kl. 14.00, VestjyskBANK Arena

Endelig er det blevet tid til hjemmekamp igen, og denne gang tager Hadsten Håndbold imod topholdet fra Vendsyssel Håndbold. Der venter pigerne en kæmpe udfordring, som kommer til at kræve en maksimal indsats, hårdt arbejde, vilje og fight i samtlige 60 minutter, for at denne kamp skal kunne kaste point af sig.  

Vendsyssel Håndbold kommer med selvtilliden i top efter de har vundet deres første fire kampe, og derfor har maksimum point på kontoen.  

På trods af en meget svingende sæsonstart for Hadsten-pigerne, ser man frem til kampen og glæder sig til den udfordring der venter. Truppen håber på at se en masse i hallen, som vil være med til at bane vejen frem mod 2 point!

Cheftræner, Mathias Broløs, fortæller frem mod kampen:
Vi møder et Vendsyssel hold, som er kommet rigtig godt fra start i turneringen – og som er favoritter til lørdagens kamp. Det bliver fedt at spille på hjemmebane igen, foran vores eget forrygende publikum. Vi har i den grad brug for opbakningen, og så vil vi gøre alt for at give en sejr i land!”

 Husk at der inden kampen vil være hotdogs og sodavand til de første 250 gæster i hulen – Vi ses til en fed dag i VestjyskBANK Arena!