Navnet er Toft... Sophie Toft!

3. november 2018 20:04 , af Simon Olsen

Resultat: 25-22 (12-12)

Det blev til en 25-22 sejr over Vendsyssel i en topkamp, hvor begge hold før runden lå på 6 point efter 5 kampe. En sejr til et af holdene ville give dem et springbræt op i Top-3. 
Efter 60 min's hård fight blev det Hadsten pigerne der tog sejren, efter en stærk Vendsyssel start. 

Kampen startede med Vendsyssel i teten og specielt deres keeper tog godt fra i starten og sørgede for at holde vores piger fra fadet og en 3-1 føring til gæsterne. 
Men ligeså stille arbejdede pigerne sig ind i kampen. Det var kun en stærkt spillende Mette Bejder fra Vendsyssel der stod imod en stærk Hadsten kamp. 6 mål ud af 12 Vendsyssel scoringer i 1. halvleg. 

Efter pausen var der en spiller der virkelig trådte i karakter. Det var Sophie Toft, der pillede glansen fuldstændig af Vendyssel skytterne. Hele 60 % i redningsprocent stod hun med efter pausen. 
I samspil med et bedre angrebsspil end ellers i denne sæson var man foran 20-15, da pigernes tidligere træner Kent Ballegaard måtte tage sin 2. timeout efter 45 minutter. Kent Ballegaard havde første arbejdsdag or Vendsyssel, efter han blev ansat for blot 13 dage siden. 
Kun en halvdum 4 minutters udvisning til Lotte Vestergaard bragte spænding ind i opgøret, før Sophie Toft igen lukkede helt ned for gardinerne og var en magtfaktor i 25-22 sejren det blev til. 

Det var en yderst tilfreds cheftræner der efter kampen var glad for de 2 point. 
"Vi står rigtig godt i forsvaret og spiller bedre angrebsspil end vi ellers har gjort. Og så må vi jo bare kreditere Toft for en fabelagtig kamp. Hun var fantastisk", udtaler Jeppe Vestergaard, før han stolt viser sin notesblok frem, hvor der står 13 redninger i 2. halvleg til Sophie Toft. 

Sophie var naturligt også glad efter kampen. 
"Hvor var det fedt at vinde for 3. kamp i træk. Og så giver vi vores fantastiske publikum og fanklub endnu en sejr på hjemmebane, hvor vi nu kan mærke hvor vigtig dern er og bliver, også fremadrettet", udtalte hun efter kampen. 

Næste opgave er Sønderjyske på udebane, før pigerne tager imod den nuvræende 2. plads Roskilde på hjemmebane d. 17/11.