Malene Tang blev Årets Ildsjæl i Østjylland

29. marts 2019 17:01 , af Simon Olsen

Malene Tang blev Årets Ildsjæl

Til DGI Østjyllands årsmøde, blev det Malene Tang fra Hadsten Håndbold der blev kåret til Årets Ildsjæl i Østjylland. 
Malene Tang er en ildsjæl udover det sædvanlige, som henover de seneste år med stor succes, har søsat en masse projekter i Hadsten Håndbold. 
Herunder tæller bl.a. Trille Trolle Håndbold, hvor hun har været en af hovedarkitekterne bag at man idag står med 110 medlemmer af Trille Trolle afdelingen. Herudover har hun startet Håndboldsfitness op og senest også idekvinden bag Five-a-Side Håndbold. 

Hun har været en katalysator for yderkanterne af en håndboldklubs tilbud og det har været en stor faktor i at klubben i disse år oplever en enorm medlemsvækst.
Dette lagde bl.a. også grund for kåringen, fortæller Gry Højland fra udvælgelsespanelet.
”Malene Tang har de seneste år arbejdet utrætteligt med forskellige træner- og driftsopgaver hos Hadsten Håndbold. Samtidig har hun været primusmotor på flere nye tiltag, som har udviklet håndbolden i klubben og tiltrukket mange nye medlemmer og frivillige,” udtaler Gry Højklint fra udvælgelsespanelet hos DGI Østjylland.

Malene selv, er som altid ydmyg af sind og sætter fokus på at hun naturligvis ikke er alene om prisen.
”Der er jo mange i Hadsten Håndbold som gør en forskel på hver sin måde, så jeg synes jo ikke det er fordi jeg gør noget specielt, det gør vi allesammen sammen”, udtaler hun.
Medfølgende med prisen, var der også 5.000 kr. som Malene fortæller bliver målrettet et projekt i klubben.
Vi skal bruge pengene på at skabe flere smil. I Hadsten Håndbold prøver vi at vende den om, så man først og fremmest går til glæde og fællesskab. Det er rammen om håndbolden”, slutter Malene af.

Hos netop Hadsten Håndbold er man også ovenud lykkelige for prisen til Malene.
”Vi værdsætter hver en frivillig der er. At Malene vinder, er ikke fordi hun er alene om at gøre ting, alle byder ind med noget. Men der er ingen tvivl om at Malene er noget helt specielt og hun fortjener om nogen anerkendelse for sit store arbejde, hendes drive og hendes visioner”, udtaler Rene Jensen, formand for Hadsten Håndbold.

3