Laura Christiansen skifter til HSK

27. maj 2017 23:16 , af Jesta Damgaard

Efter en enkelt sæson hos Silkeborg-Voel vender den unge venstre fløj snuden imod Hadsten det kommende år, og det glæder naturligvis cheftræner Kent Ballegaard.

 ”Vi har været sårbare på vores fløjpositioner i den forgangne sæson, så derfor er det glædeligt, at vi kan få tilgang fra øverste hylde. Laura har fået snust til Ligabold og været i et professionelt træningsmiljø i Silkeborg-Voel, men har naturligvis stået meget i skyggen af Freja Cohrt. Vi kan uden tvivl bruge hendes kompetencer, hvor jeg ser frem til at få en spiller med et veludviklet blik for spillet, en skarp kontrafase og med en yderst elitær tilgang til tingene”, fortæller cheftræneren for HSK.

 Den kun 19-årige venstre fløj har desuden en fortid i Randers HK, og begrunder sit valg med ambitioner, og muligheden for at udvikle sig yderligere.

 ”Jeg har haft et meget lærerigt år i Silkeborg-Voel med nogle erfarne spillere, der virkelig har bidraget positivt til min udvikling. Jeg har valgt Hadsten, fordi jeg her kan tage det næste skridt i min udvikling, hvor jeg føler at spilletid og ansvar er afgørende. Mine forventninger til holdet er, at vi skal spille med i toppen af rækken, og forhåbentligt være iblandt dem der rykker op. Jeg selv håber at kunne rykke mig på flere parametre håndboldmæssigt, og ellers bare komme med noget positiv energi og gejst til holdet. Mine ambitioner har altid været høje, og det er de selvfølgelig fortsat. Jeg vil gå 100 % efter at blive så god som muligt. Så nu skal vi have spillet holdet i Ligaen og blive der”, lyder de positive og ambitiøse udmeldinger fra HSK’s nye fløjspiller.

 ”Det er en fantastisk duo, vi nu har på venstre fløj med Laura og Kathrine Skipper, og det lover rigtig godt for fremtiden”, afrunder Kent Ballegaard med megen tilfredshed.