Hård arbejdsindsats påkrævet mod tophold

6. december 2019 00:23 , af Simon Olsen

Vi løber ind i topholdene her op imod julepausen. Først var det Ringkøbing(2), så var det Sønderjyske(3), på torsdag gælder det Bjerringbro(5) - men imorgen tager vi så imod DHG Odense, der ligger nummer 4 i stillingen nu. 

Sidste år var det en utrolig tæt kamp i vestjyskBANK Arena imod DHG Odense, hvor vi vandt med 1 mål i en utrolig tæt og jævnbyrdig kamp i alle 60 minutter. Det forventer venstre back Stine Schmidt også det bliver imorgen.
"Jeg forventer at det bliver en utrolig hård og tæt kamp, da DHG er en svær modstander. Men vi har bevist, at hvis vi står sammen og kæmper hårdt, så kan vi slå alle - hvilket også gør at jeg tror på vi kan slå DHG imorgen", udtaler Stine, der i de seneste kampe virkelig har fået skudarmen indstillet med mange mål.
"Fokus ligger 100 % hos os selv. Vi skal tage de gode takter med fra kampene mod SønderjyskE og Ringkøbing, hvor vi har bevist at vi sagtens kan spille op med topholdene. 
Herudover ved jeg, at med den fantastiske opbakning fra vestjyskBANK Arena, vores fantastiske fanklub og den gejst imellem pigerne, så er vi allerede et godt stykke på vej mod en sejr. Det bliver en svær opgave, men vi er helt klar til at give den gas", slutter Stine af. 

Efter sejren over SønderjyskE var det en stolt og tilfreds cheftræner, der fik lettet lidt af presset, efter en ikke så god sæsonstart. Men nu begynder holdet ligeså stille at finde niveauet, og ud fra de seneste to kampe, så er det et niveau der kan presse alle Top-5 holdene. Men Mathias er også klar over at på trods af god opbakning på hjemmebanen, så skal der arbejdes meget hårdt for de 2 point imod endnu et tophold. 
"Jeg ser frem mod en kamp, hvor der venter os endnu et hold fra toppen af tabellen. Vi har vist, at vi er bevidste om, hvad der skal til, når vi skal møde topholdene. 
Skal en sejr i hus mod DHG, så er vi godt klar over, at det kræver endnu en hård arbejdsindsats. Jeg er sikker på, at folk er motiverede for at følge godt på seneste kamp, og ligge yderligere et lag på spillet. Formår vi det, så tror jeg også på to point i morgendagens kamp", udtaler Mathias. 

Kampstart er 14:00 i vestjyskBANK Arena.