Gitte Andersen forlænger aftalen

12. april 2019 09:50 , af Simon Olsen

Det var med stor bevågenhed, at vi sidste år offentliggjorde den mangeårige ligaprofil Gitte Andersen som ny assistenttræner for vores 1. divisionshold.
Gitte kom til efter at have sluttet sin aktive karriere i Randers HK, som bl.a. bød på en DM-titel og en EHF Cup titel undervejs.

I denne sæson har Gitte sammen med Jeppe, været en stærk trænerduo der har manøvreret igennem op og nedture, både på og udenfor banen. Derfor var der heller ingen tvivl fra klubbens side om at man ville forlænge med Gitte.
”Vi synes Gitte har gjort det fremragende og har virket garvet i trænerfaget, om end det er hendes første erfaringer med det at være træner. Hun har givet stor sparring til Jeppe og været med til at skabe et stærkt træningsmiljø, hvor der bliver stillet krav til hinanden når der trænes.
Herudover har hun kunnet hjælpe spillerne i høj grad, med hendes erfaring fra højeste niveau i mange år. Vi tror på hun også bliver en god sparring til Mathias når han nu skal tage over”, udtaler formand Rene Jensen.

Gitte var slet heller ikke i tvivl om hun ville forlænge med Hadsten Håndbold.
”Hadsten Håndbold har taget mig med storm. Klubben, menneskerne og alle pigerne på holdet har bare været så fantastiske at arbejde sammen med, og derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg havde lyst til at fortsætte i klubben, da jeg fik tilbuddet.
Det har været en stor udfordring for mig pludselig at gå fra at være spiller til træner, men jeg har haft den bedste læremester i Jeppe, der har støttet mig hele vejen igennem.
Samtidig har han givet mig masser af tillid og mulighed for at tage ansvar. Derfor føler jeg, at jeg står meget bedre rustet til endnu en sæson i Hadsten Håndbold. Her ser jeg frem til at arbejde sammen med Mathias Broløs, som jeg kender fra min tid i Randers HK, som en yderst arbejdsom og dedikeret træner med masser af ambitioner. Det bliver en meget spændende sæson, vi går i møde”, udtaler Gitte.

Den nye cheftræner Mathias Broløs ser frem til samarbejdet med Gitte i den kommende sæson.
”Jeg glæder mig til at skulle arbejde sammen med Gitte. Gitte ved man hvad står for og jeg kender hendes seriøse tilgang til tingene, hvilket går rigtig godt i spænd med den måde jeg griber tingene an på.
Derudover vil jeg glæde mig meget til den sparring vi skal have sammen i løbet af sæsonen i forhold til, at kunne få det bedste ud af holdet”, slutter Mathias af.

Gitte går dog på barsel indenfor kort tid, og vil derfor først være helt med igen efter sommerferien.