Et nederlag der gør ondt

16. november 2017 23:53 , af Jesta Damgaard

Horsens HE - Hadsten Håndbold 26-21 (11-11)

 

Det blev desværre til sæsonens andet nederlag til et velspillende Horsens-mandskab, der havde marginalerne og dygtigheden på deres side.

 

Kampen starter egentlig som vi gerne ville, og en større skarphed i vores overtalssituationer burde have bragt os komfortabelt til pausen, men i stedet stod der 11-11 på måltavlen, hvilket trods alt stemte fint overens med vores plan.

En plan vi desværre ikke fik ført helt ud i livet i anden halvleg, hvor hjemmeholdet fik kampen over på deres præmisser, og hvor vi samtidig heller ikke tog de chancer der bød sig. Derfor blev det et smerteligt nederlag. Smerteligt fordi det var en vigtig topkamp, og smerteligt fordi vi mangler noget vildskab og offervilje, og det krydret med personlige kostbare fejl og hjemmeholdets dygtighed gjorde forskellen.

 

Jeg har dog allerede på køreturen hjem fået vendt og drejet tingene, og er ikke i tvivl om hvor vi skal sætte ind. Som ansvarlig må jeg også kigge indad, og se hvad jeg kan gøre bedre, og her er der naturligvis også plads til forbedring. Det er klart, at jeg må kigge godt og grundigt på hvorfor vi ikke har præsteret godt nok imod EH og Horsens, og dermed lidt nederlag. Og jo jeg har en idé…

 

Vi er dog stadig tophold, og vi har stadig ambitioner om oprykning, så vi vender tilbage til træningslokalet og løser udfordringerne. Det har vi gjort før, og det gør vi igen.

 

Tillykke til Horsens med sejren – I spillede squ en flot kamp. Tak til fanklubben og alle jer andre der havde taget turen sydover.

 

 

Kent Ballegaard, cheftræner

 

Foto: Erik Laursen

 

 

Hadsten målscorere:

Sara 6

Malene 5

Jose 4

Lade 3

Laura 2

Thys 1