Søndag kl. 15:00 i vestjyskBANK Arena fløjtes der op til kamp igen, efter 14 dages pause siden det utrolig tætte opgør mod Ringkøbing, der endte med et knebent nederlag på 21-23.
Denne gang er modstanderen Sønderjyske, et hold vi notorisk har haft nogle gode dueller med over årene, men hvor de, de seneste år er tippet deres vej.
Sønderjyske har hver sæson ambitionerne om at skulle spille som minimum med i Top-3 for at være i betragtning til oprykningen til Ligaen og indtil videre ligger de netop nummer 3. Derfor må de også påtage sig favoritrollen til søndagens kamp.
Vi selv har efter en under middel sæsonindledning, fundet mere og mere spillemæssig melodi, specielt imod Ringkøbing viste pigerne at når man rammer tingene rigtigt, er man utrolig tæt på topholdene i rækken. Det niveau man viste her, er også det man skal arbejde videre med at ramme til søndagens kamp mod Sønderjyske, fortæller Mathias Broløs.
"Jeg glæder mig til at se om vi kan fylde på vores seneste præstation. Det er en kamp, hvor vi skal lykkedes med vores egne ting, og gør vi det, så kan vi også presse Sønderjyske. De kommer med en sejr i bagagen mod Ringkøbing, og derfor er vi bevidste om, at der venter os en stor opgave. Men det er en opgave, som jeg tror på at vi kan løse"
Umiddelbart efter kampen på søndag, vil der være en kort seance hvor vi hylder Kristina Schøler Kjeldsen for hendes 7 år i klubben, hvor hun desværre nu er tvunget til et karrierestop med håndbolden.
Kom i vestjyskBANK Arena søndag kl. 15:00 og støt pigerne på banen og vær med til at hylde Kristina efter kampen.