Dameligaen kalder på Mathilde Pedersen

31. juli 2019 17:00 , af Simon Olsen

”Den gyldne underhånd” bliver desværre ikke vist frem i vestjyskBANK Arena i den kommende sæson.
Mathilde Maria Pedersen har fået et tilbud hun ikke kunne sige nej til, og vil fra den kommende sæson tage skridtet op fra 1. division til Dameligaen.

Mathilde forklare at det var en chance hun ikke kunne lade gå fra sig.
”Lige nu passer dette skifte rigtig fint, da jeg står i den situation at jeg ikke er begyndt at studere endnu. Derudover er for mig en ”nu eller aldrig”-chance, hvor jeg får muligheden for at udvikle mit spil, samtidig med at afprøve de sjovt og hårde udfordringer ligaen har”, udtaler bagspilleren, før hun med lidt vemod også erkender at hun kommer til at savne Hadsten Håndbold.
”Tiden i Hadsten Håndbold har været rigtig god! Specielt måden hele klubben, pigerne og trænerteamet tog imod mig, har helt klart gjort et stort indtryk på mig. Min velkomst er et eksempel på den gennemgående mentalitet og ånd i klubben og generelt det kæmpe engagement Hadsten Håndbold har for fællesskabet.
Det har været vildt fedt at opleve”, slutter Mathilde af.

Trænerteamet Gitte og Mathias er naturligvis kede af at miste Mathilde nu, men er samtidig enormt glade på hendes vegne.
”Det er naturligvis ikke optimalt at miste en spiller nu, men vi er bare glade på Mathildes vegne og vi håber virkelig hun får en rigtig god oplevelse og får succes i ligaen, det fortjener hun”, udtaler begge trænere.
”Og så er det jo bare endnu et kvalitetstegn, at vi kan sende endnu en spiller i ligaen her fra Hadsten. De seneste 2 år er det 5 spillere og 1 træner, der er blevet sendt i Ligaen. Det er virkelig flot og et tegn på at vi gør noget rigtigt her i klubben for at udvikle spillerne”, slutter de begge af.

Mathilde kom til Hadsten Håndbold fra Bjerringbro i julepausen i den forgangne sæson, men på trods af den korte tid, har hun gjort et massivt indtryk på publikum i vestjyskBANK Arena i Hadsten, hvor bl.a. hendes underhånd har været et yderst positivt samtaleemne rundt i hallen.