Byens VVS køber alle billetter til PokalBRAG!

16. juli 2018 14:57 , af Simon Olsen

D. 22/8 åbnes dørene op i vestjyskBANK Arena i Hadsten til Santander Cup 1/8-finale, når Hadsten Håndbolds 1. divisionsdamer tager imod de forsvarende pokalmestre fra Team Esbjerg. Anført af Årets Træner Jesper Jensen, kommer Team Esbjerg til med verdensstjernerne Sandra Toft, Line Jørgensen og måske den mest omtalte kvindelige håndboldspiller Estavana Polman.
Til denne kamp koster det 25 kr. i entré, men nu har Lars Nonboe der ejer Byens VVS valgt, at sige det ikke kan komme på tale med entré til kampen, så han har købt alle billetterne til kampen. Nu vil de i stedet blive givet gratis ud og det vil de blive hos Hadsten Optik i Søndergade i Hadsten, hvor billetterne fra 1/8 kan afhentes.

”Vi har et Top-15 hold i Danmark henover de sidste 2 år i Hadsten Håndbold og nu kommer en flok håndboldstjerner på besøg – det synes jeg fortjente fri entré”, udtaler Lars Nonboe og fortsætter, ”Jeg synes de har gang i noget spændende i Hadsten Håndbold og nu er jeg også blevet personlig sponsor på nogle af spillerne, så jeg synes også de fortjente en fyldt arena til en sådan kamp.”

Simon Buus Olsen, Salgs- & Eventansvarlig hos Hadsten Håndbold er naturligvis glad for at kunne melde fri entré til den største kamp i Hadsten i 1,5 år, siden den famøse oprykningskamp mod Ringkøbing. ”At Lars har valgt at gå ind og købe samtlige billetter er jo fantastisk og viser at der bakkes 100 % op lokalt omkring de her fantastiske piger. Så nu håber og tror jeg endnu mere på at vi fylder hallen og får skabt en fed kulisse omkring kampen”, udtaler han og fortsætter, ”Vi bliver nok ikke de 1.000 mennesker der var i hallen imod Ringkøbing i April 2017, men jeg tror på vi ender ud i at nogle må stå op pga. manglende siddepladser.”

VIP-Lounge får besøg af Jesper Jensen Før kampen afholder klubben et større VIP-arrangement, hvor klubbens samarbejdspartnere er inviteret til spisning og oplæg om kampen ved den nye cheftræner Jeppe Vestergaard. Men også Årets Træner i Danmark, Jesper Jensen kigger op forbi VIP-Loungen før kampen, fortæller Simon Olsen. ”Der blev handlet lidt, da jeg snakkede med ham. Vi ville gerne spille kampen tirsdag, men Jesper var vedholdende på onsdag og så må han en tur op i VIP-Lounge før kampen, for at jeg gik med til det,” slutter Simon Olsen af, før han beretter at der bliver fuldt hus i VIP-afdelingen før kampen med omkring 100 mennesker.