Bundholdet venter i aften

24. januar 2019 10:49 , af Simon Olsen

I aften tager vi imod Oddense-Otting Håndbold på hjemmebanen i vestjyskBANK Arena. 

Oddense-Otting har haft en svær sæson og har endnu deres første point til gode i rækken. Det vil med andre ord være en kovending og sensation uden lige, hvis ikke de tager en af de 3 nedrykningspladser når sæsonen er omme. 
Men i det første indbyrdes opgør, var Oddense tæt på deres første point i rækken, da vi blot slog dem med 23-22 foran 300 mennesker i den intime hal nord for Skive. 

"Siden sidste opgør, har de skiftet træner og mistet deres topscorer Jeanette Madsen. Men det er et nyt og egentligt velorganiseret Oddense hold der venter. Det kan sagtens gå hen og blive en svær opgave, men det handler mest for os om at fortsætte de gode takter fra de to første kampe her i 2019", udtaler cheftræner Jeppe Vestergaard. 
"I en pulje hvor alle slår alle, er hvert et point vigtigt, specielt i en pulje hvor en fjerdedel af puljen er i overhængende nedrykningsfare", slutter Jeppe af. 

Til kampen har der været tvivl om Stine Schmidt kunne være spilleklar, og om hun spiller eller ej, er endnu ikke besluttet. 
Til gengæld har stregspiller Lise-Marie Evensen trænet med både mandag og onsdag, men forventes at vente et par uger endnu, med at spille kampe igen, efter en knæoperation. 

Med en sejr, kan vi spille os op på en delt 3. plads i rækken. 

Kampstart er 20:00 i vestjyskBANK Arena .