Bruus tager endnu en sæson i Hadsten

10. marts 2022 09:24 , af Simon Olsen

Den 24-årige stregspiller Kamilla Bruus, kom til klubben inden sæsonen efter ophold i Aarhus United, Skanderborg Håndbold og Ikast henover de seneste år, samt optrædener for U20 landsholdet. 

Hun er med det samme gået ind og vist sit høje niveau i forsvaret og angrebet, ligesom hun hurtigt er blevet en stor og god del af truppen og klubben. 

Nu tager hun endnu en sæson i den blå-orange Hadsten-trøje og det er bl.a. på grund af et stærkt sammenhold i klubben.
"Jeg har valgt at tage endnu et år i Hadsten, fordi jeg synes det er en super fed klub med et klasse sammenhold. Derudover synes jeg Hadsten har et stærkt miljø, hvor der både er gode muligheder for at udvikle sig håndboldmæssigt men også mulighed for at have det skide sjovt", fortæller stregspilleren. 

Det er også en glad cheftræner der har fået Kamilla med ombord til den kommende sæson.
"Det har været vigtigt for mig, at have Kamilla på holdet også til den kommende sæson. Siden hun kom til klubben i denne sæson, så har hun vist store styrker i både forsvarsspil og offensivt, og har været meget stabil.
Hun arbejder godt til træning, og bidrager til det gode træningsmiljø og kulturen generelt, hvor der stilles krav til sine medspillere. Også udenfor banen har Kamilla været en gevinst, hvor hun er meget vellidt og nem at omgåes.
Jeg ser frem til at jeg sammen med Kamilla og resten af holdet, så vi kan få lagt nye lag på spillet, og dermed også får en sjov og spændende kommende sæson"
, fortæller Mathias Broløs. 

Målsætningen for den kommende sæson er klar for Kamilla både som hold og individuelt. 
"Jeg forventer at vi lægger et lag mere på vores spil, så vi hæver vores bundniveau og får bragt noget mere stabilitet ind på holdet. Dette vil jeg især også bidrage med ved at skabe en stærk base i forsvaret. Derudover forventer jeg at vi vedholder en god træningsmoral og et godt humør, som skal skabe grundlaget for en god sæson", slutter hun af. 

Kamilla og truppen spiller lørdag på udebane imod AGF, hvor det kan blive til 3. sejr på stribe og tættere på Top-6 i 1. division.