Topbrag i Forum!

14. november 2017 12:26 , af Jesta Damgaard

Horsens HE - Hadsten Håndbold

Torsdag d. 16/11 kl. 19.30 i Forum Horsens 2

 

Der er lagt til et brag af en kamp torsdag aften i Horsens, imod et hjemmehold der er ubesejret i de seneste seks kampe, og kun står noteret for to nederlag i indeværende sæson. Omvendt er det over et år siden, at vi sidst har tabt en udekamp. Men et er statistik, noget andet er virkeligheden, og den rammer os alle torsdag aften.

 

De gulblusede værter har oprustet gevaldigt til denne sæson, og godt suppleret af bærende kræfter fra sidste sæson, står de med en yderst komplet spillertrup. Gode keepere, stærk defensiv, skarp kontrafase og mange muligheder angrebsmæssigt gør dem til en farlig modstander, og derfor spåede jeg også inden sæsonen, at de ville ende i top 3. I øvrigt sammen med os selv og SønderjyskE…

 

Vi er efterhånden vant til at spille disse 4-point kampe, og er bekendt med det pres, der hviler på os ved at være tophold. Derfor tilgår vi tingene ganske som vi plejer, men også med en viden om, at disse kampe sjældent afgøres via flot håndboldspil, men via fight og evnen til at vinde og tage de små muligheder, der opstår i løbet af de 60 minutter. Vi kommer i hvert fald med en klar intention om at tage pointene med hjem til Hadsten og dermed holde fast i 1. pladsen.

 

Vi ser frem til at venner, familier og fanklub m.m. møder talstærkt op i Forum, så vi får skabt en kulisse der matcher kombattanterne på banen.

 

 

Kent Ballegaard, cheftræner

 

 

Foto: Erik Laursen