Onsdagsbrag i Fredericia!

10. oktober 2017 12:21 , af Jesta Damgaard

Fredericia HK – Hadsten Håndbold

Onsdag d. 11/10 kl. 20.15 i thansen.dk Arena

 

De rødblusede fra fæstningsbyen byder indenfor til det, der mange gange tidligere har været nogle yderst spændende og tætte opgør, og muligheden for en gentagelse er så absolut tilstede.

 

Fredericia har til denne sæson fået tilgang af en stribe unge og spændende talenter som Ida Lagerbon, Camilla Pytlick og Anne Berggreen, og lige præcis de tre udgør bagkæden hos værterne. En bagkæde med skudkraft, ungdommelig gåpåmod og med modet til at udfordre modstanderne. Så vi skal være klar til at tage imod de udfordringer de tre ovennævnte i særdeleshed vil komme med. Der udover har Fredericia altid været kendetegnet ved et godt forsvar foran nogle dygtige keepere, og det er stadigvæk tilfældet.

 

Vi skal naturligvis tilgå kampen med vores enorme tro på egne evner, og være klar over, at der skal leveres hårdt arbejde igennem samtlige 60 minutter, og virkelig kæmpes for enhver centimeter. Evner vi at gøre det, vil vi med stor sandsynlighed også kunne hjemtage sejren og de to point. Vi er inde i en uge med tre kampe på syv dage, så det er vigtigt at vi holder fokus på den enkelte opgave, og at alle er klar til at bidrage med deres kompetencer.

 

Stemningen i truppen er god, træningerne er intensive, og vi glædes over at have maksimumpoint, og sådan skal det også være, når vi er færdige onsdag aften i Fredericia - sådan er det!

 

Kent Ballegaard, cheftræner

 

 

Foto: Erik Laursen