Lokalbrag!

13. oktober 2017 05:44 , af Jesta Damgaard

AGF - Hadsten Håndbold

Lørdag d. 14/10 kl. 15.00 i Ceres Park

 

Lørdag eftermiddag gælder det oprykkerne fra AGF, der efter nogle sæsoners fravær er tilbage i 1. division, og det pynter at have den århusianske traditionsklub tilbage i landets næstbedste håndboldrække.

 

Comebacket har forventeligt været af svingende karakter. Flotte hjemmesejre over Gudme og Vendsyssel og gedigne lussinger ude imod Roskilde og EH Aalborg. Men trods alt det hidtil mest overbevisende oprykkerhold i rækken, hvilket bl.a. skyldes en umiddelbar god hjemmebane, en herlig optimistisk tilgang til kampene, nogle gode langdistanceskytter og en fin kontrafase. Derfor venter der os en ganske interessant udfordring lørdag eftermiddag i Århus, og den ser vi meget frem til.

 

Vi er kommet godt fra land, har maksimumpoint, og er i gang med optakten til den tredje kamp på en uge, og derfor er det vigtigt at holde fokus. Vi arbejder dagligt med at forbedre os på flere parametre, så vi er maksimalt rustet ift. de enkelte udfordringer. Lørdagens kamp skal uden tvivl foregå på vores præmisser, og derfor fokuserer vi på vores egne kompetencer, og hvordan vi ønsker dem iscenesat. Men vi er klar over, at det kræver 60 minutters hårdt arbejde, og dem er vi klar til at levere.

 

Vi ser frem til at mange århusianske håndboldelskere kommer forbi lørdag – vi lover god fight, måske krydret med lidt lækkerier hist og pist…

 

 

Kent Ballegaard, cheftræner

 

Foto: Erik Laursen