Kathrine Skipper har fået blod på tanden!

1. juli 2017 23:27 , af Jesta Damgaard

”Selv med et mere eller mindre nyt hold samt en helt ny træner, så var sidste sæson en kæmpe oplevelse, som jeg sent glemmer, og den har virkelig sat sit præg på holdet og klubben. Vi har fået endnu større ambitioner for den kommende sæson og fremtiden, og ja, mere blod på tanden, så vi kan gentage og forsvare sidste sæsons succes”, lyder de positive meldinger fra venstrefløjen.

 For cheftræner Kent Ballegaard er det meget glædeligt at skulle arbejde videre med Kathrine Skipper, da hun har været igennem en helt fantastisk udvikling, og på mange måder bidrager yderst positivt i truppen.

 ”Hun var klart den der gennemgik den største udvikling i den forgangne sæson. Fra at være en indadvendt type og uden ret megen tro på egne evner, så vi pludselig en helt anden pige. En spiller der bare kom buldrende og satte den ene bold i kassen efter den anden. Ja, hun har udviklet sig helt fantastisk og fået en masse smil på læben. Hun har et stort potentiale, så det er selvfølgelig rigtig dejligt, at vi bare skal arbejde lykkeligt videre med hendes mange færdigheder”, lyder de rosende ord fra cheftræneren.

 Det er naturligvis også noget venstrefløjen selv har bemærket, og hun er blot ovenud lykkelig for tilliden.

 ”Det har været en kæmpe optur for mig personligt, da jeg fik muligheden for en masse spilletid efter nogle stillestående år, og det har virkelig givet mig en masse selvtillid og udviklet mig enormt meget, og nu glæder jeg mig til at bygge endnu mere på og udvikle mig yderligere. Jeg glæder mig helt vildt til den nye sæson. Der er meget på spil, og jeg tror virkelig at der bliver kamp til stregen om top 2”, slutter den træfsikre fløjspiller med et smil på læben.

 Dermed er venstrefløjen dækket rigtig godt ind i Hadsten den kommende sæson, da Laura Christiansen fra Silkeborg-Voel tidligere er blevet offentliggjort.

 Foto: Erik Laursen