Skanderborg Håndbold – Hadsten Håndbold
Lørdag d. 9/9 kl. 17.00 i Fælledhallen, Skanderborg
Sæsonåbningen venter lige om hjørnet, og hvilket brag at starte ud med. Liganedrykkerne fra Skanderborg er værter lørdag eftermiddag i Fælledhallen, hvor den står på dobbeltarrangement med deres herrehold, der tager imod Tønder, så alle håndboldelskere har alle grunde til at vende snuden imod festivalbyen.
De grønblusede tog alle med storm i forrige sæson, hvor de blæste igennem 1. division. Det blev dog kun til en enkelt sæson i landets fineste selskab, og en del spillere har siden forladt klubben. Tilbage står dog stadig en stor flok talentfulde spillere, hvoraf flere havde stor andel i holdet i den forgangne sæson, så der er ingen tvivl om at kvaliteten og evnerne rækker til en placering i toppen af årets 1. division.
For vores eget vedkommende ser vi frem til at komme i kamp. I gang med det som det hele handler om. Opstarten har sædvanligvis stået på mange træninger og træningskampe. Siden sidste sæson har vi fået fem nye spillere ind. Det gør os ganske naturligt bredere, men har i særdeleshed også hævet kvaliteten yderligere i træningerne, øget konkurrencen og generelt bare løftet niveauet. Vi har arbejdet hårdt i opstarten, og blevet testet imod nogle af de bedste hold fra Danmark, Norge og Sverige, og jeg synes at være nået dertil, hvor jeg kunne forvente at være på nuværende tidspunkt. Ærgerrigheden er stor, lysten er enorm, og humøret er højt. Som altid er man naturligvis spændt, spændt på niveauet, spændt på hvor vi står, og spændt på udfaldet, men jeg kan godt afsløre, at jeg er yderst fortrøstningsfuld.
Spillerne og teamet ser frem til at mange følger fanklubben til sæsonåbningen. Vi garanterer masser af fight og 60 minutters benhårdt arbejde, så vi sammen tager sejren og pointene. Vi er klar! Lad det så blive lørdag!
Kent Ballegaard, cheftræner
Foto: Erik Laursen